onsdag den 28. august 2013

Stilhed og en beslutning

Der har været stille længe på bloggen, alt for længe, hvis man gerne vil holde fast i sine læsere og evt. også gerne vil have nye læsere. Det er ikke fordi, der har været en eller anden større eller mindre livskrise, vi har skullet igennem, tværtimod - vi har det sgu godt herhjemme! Men mine tanker har kredset om bloggen, om instagram og i det hele taget om alle de virtuelle verdener, man lige for tiden kan vælge at være en del af. Skal jeg favne dem og tage dem til mig, med alt hvad de indebærer, eller skal jeg skalere ned til et minimum og have tid og overskud til den virkelige verden? For mig er det et enten eller, det er det ikke for alle, det er jeg godt klar over, men jeg føler mig ikke 100 % til stede i virkeligheden, hvis jeg skal tænke i instagram billeder, facebook status og blog indlæg. Derfor har jeg lige nu valgt at være til stede i virkeligheden. For den kræver min tilstedeværelse! Jeg er i praktik hos Røde Kors og arbejder med kommunikation på deres fundraising kampagner, Clara er snart to og kræver ikke kun ens fysiske tilstedeværelse, men også den mentale, vores forhold er skønt for tiden og det skal plejes og så den sidste store ting, som fylder utrolig meget - vi skal have en søsken til Clara. Der sker så mange skønne dejlige ting, som jeg gerne vil være til stede i, uden at skulle overveje, om jeg lige skal tage et billede til bloggen eller instagram - så derfor kære læsere, er der dømt pause på ubestemt tid. Jeg ved ikke, om jeg vender tilbage, måske når jeg igen skal på barsel. Det kunne godt tænkes, at jeg får brug for dette rum, som mental ventil, men indtil da må I have det skønt, og jeg håber, I vil følge med, hvis/når jeg igen melder mig på banen som blogger - og meget mere mor - nu snart til to skønne unger!

torsdag den 16. maj 2013

Mit liv lige nu

Jeg har et stykke tid haft lyst til sådan et lille status indlæg over mit liv lige nu, men det, som fylder mest, er også det, der forhindrer at sådanne ideer leves ud - eksamen.

Om 1,5 uge skal jeg til en vigtig, stor, frygtindgydende, skræmmende, seriøs og mundtlig eksamen i hele min kandidats teori/analyse/begrebsapparat. Derudover skal jeg d. 14. juni aflevere mit 2. semesters projekt i refleksiv ledelse og strategisk kommunikation om regeringens udspil om reform af folkeskolen - derfor læser og læser og læser og læser jeg. Alle dage er planlagt og her træder mit kontrol og planlægningsgen virkelig i karakter. Det var først, da min plan var lavet, jeg følte, jeg fik ro og overskud til rent faktisk at få læst, indtil da havde jeg følt mig alt for forvirret, uden at ane hvor jeg skulle starte og slutte. Men nu er der ro på - så meget ro, der kan blive, når min plan alligevel mangler 4-5 dage, fordi jeg var så (u)heldig at komme op mandag i den uge, der er afsat til den mundtlige eksamen og derfor ikke fik de 4 ekstra dage en eksamen fredag, havde betydet - øv for mig, men så er der lidt bedre tid til projekt i den anden ende, og det er nok godt nok.

Men derudover er mit liv lige nu ret så skønt. Solen er kommet, blomsterne og træerne springer ud, vi nyder foråret og Clara er bare en fest - en hysterisk fest til tider, men dog en fest. Hun snakker (japansk tror vi, hvor hun så end har lært det) hele tiden, hun sover ganske fint om natten og hun spiser en masse - lykken med børn :-). Nicholas og jeg har det, efter lidt for kort lunte hos os begge i en periode, rigtig godt - der er bare perioder, hvor det er mindre sjovt at være kærester, men lige nu ser det heldigvis ud til, vi er inde i en periode, hvor det er rigtig sjovt at være kærester. Vi bliver hele tiden bedre til at huske hinanden og de små ting, der gør hverdagen sjovere og nemmere og det kan klart mærkes. At vi så stadig kan diskutere, hvorfor det lige igen igen er mig, der laver mad eller ordner vasketøj (fordi jeg sidder herhjemme og læser hver dag og han er væk på job 7.30-17 hver dag) er jo så en anden sag og den diskussion, kommer vi nok aldrig af med.

Og så har jeg fået praktikplads! Jubiiiiiii - jeg skal i praktik som kommunikationspraktikant hos Røde Kors, så jeg lærer noget og gør noget for et godt formål - win win win!

Det var vist mit liv lige nu....jeg glæder mig til sommerferie om 1,5 måned og til 2 x sommerhus med 2 x bedsteforældre, en tur til London kun for mig og en tur til Stockholm for mig og Clara med min mor i august.

Håber også jeres liv derude er, som I gerne vil have dem.


fredag den 3. maj 2013

Om at dele

Ja det var da vist på tide, jeg fik skrevet herinde....tiden flyver! Jeg er aktiv på Instagram - så find mig der @annaniskron, hvis du synes, jeg er alt for langsom med at skrive herinde.

Nå til sagen - i dag havde vi besøg af Claras gode ven Magnus og hans mor - de bor i samme bygning som os på etagen under os. Vi kendte ikke rigtig nogen med børn, da vi flyttede herover, og det kan mærkes på Clara - derfor kom de i vuggestuen med den ide, at vi måske kunne ses med dem (altså Magnus og hans forældre), når vi nu boede i samme bygning, og ungerne går på samme stue i vuggeren - en super ide! For ca 3 uger siden sås vi så alle sammen en søndag hos dem og det var en KÆMPE succes - kys, kram og masser af skøn leg (mellem børnene altså og snak og te/kaffe mellem forældrene). Og det er tydeligt når man kommer ned i vuggestuen, at de to har et særligt bånd - hvor er det dog fantastisk, de kan det i en alder af 1,5 år (de er jævnaldrenede).

I dag efter jeg hentede Clara, kom Magnus og hans mor op til en kop kaffe og hygge i en times tid inden aftensmad. Jeg troede virkelig, at det bare ville være hygge og fryd og gammen mellem de to, som det var sidst hos dem og er i vuggestuen. Selvfølgelig spiller det ind, at det er fredag eftermiddag mellem 16 og 17.30 (ja der forvandles Clara for en stund til en stædig og skabet teenager), men det var helt klart, at hun havde rigtig svært ved at dele sine legesager med Magnus. Hver gang han gik hen og fandt et stykke legetøj, tændte hun for sirenen (det kalder vi brok lyden, hun er ekspert i) og mente bestemt, hun skulle lege med den ting. Selvom han stort set hver gang, lige så sødt gav hende legetøjet og fandt noget andet, gentog det sig med den nye ting - hold da op, der kom der syn for sagen mht. at Clara ikke ser så mange andre børn udover i vuggestuen. Det der med at dele sine ting er godt nok lige noget, der skal læres herhjemme. Tænk hvis man som forælder ikke er opmærksom på sådan noget - lærer man det så nogensinde? Det er virkelig noget, jeg synes, er vigtigt - ligesom tolerance, åbenhed, høflighed og en masse andre ting, så skal man altså også kunne dele. Jeg er glad for vi er så bevidste om det og kan tage hånd om det, men det er samtidig også svært, når der kun er Clara, for vi kan jo ikke rigtig fake, at hun skal dele sine ting, når der ikke er andre. Forhåbentlig kan vi få mange flere dejlige besøg af Magnus og familie, så Clara bliver rigtig god til at dele sine egne ting.

Rigtig god weekend

tirsdag den 9. april 2013

Hvem ser fejlene?

Jeg har i dag fået fjernet et modersmærke, ikke fordi det på nogen måde var farligt, men fordi det var grimt, synes jeg. Det sad lige ved højre mundvig og lignede en stor knop/bums. Jeg har haft det så længe, jeg kan huske og er egentlig med tiden blevet mere og mere træt af det. Jeg troede ikke, jeg kunne få det fjernet, medmindre jeg selv ville betale for det. Men jeg spurgte aligevel min læge, og hun sagde så, at hun sagtens kunne lave en henvisning til mig, så jeg kunne få det fjernet. I dag var jeg så på plastikirurgisk klinik og få det fjernet og blev syet med 3-4 sting. Da jeg hentede Clara i vuggestuen forklarede jeg, hvorfor jeg havde et plaster i hovedet, og pædagogen siger så, at hun aldrig havde lagt mærke til det!
Det fik mig til at tænke - hvem der egentlig overhovedet lægger mærke til de små 'fejl', vi selv ser? Er der overhovedet andre, der ser dem? Jeg tror faktisk, vi selv lægger mere mærke til dem, end andre gør. På den ene side, for på den anden bliver de jo også en del af os, som vi ikke ser, som i rigtigt ser, fordi de jo bare er der og er en del af os. Men hvorfor så gå ud og blive skåret og syet i?

Jeg kan kun tale for mig selv i den situation - det 100 % for min egen skyld. Jeg er faktisk ligeglad med om andre så det - jeg synes. det var grimt, og derfor ville jeg gerne have det fjernet. Det må på en eller anden måde være den målestok, man bliver nødt til at stille det op i forhold til. Jeg tror, når man vælger at få foretaget kosmetiske indgreb (ligegyldigt om det drejer sig om et lille modersmærke, bryster, mave eller andre ting), så er det vigtigste, at det er for ens egen skyld, man gør det, og ikke for nogen andres eller for at andre skal tænke anderledes om en. Og det er jo netop det, der på en eller anden måde bliver utrolig svært, når skønhedsidealet ligger så langt fra virkeligheden for ret mange kvinder, for hvem er perfekt over det hele? Og når skønhedsidealet så gør en usikker, og det får en til at ændre noget, for at blive mere selvsikker - hvis skyld gør man det så for - umiddelbart vil man jo svare sin egen, men hvis nu idealet var anderledes, var det ikke sikkert man ville ændre noget - så bliver det i sidste ende for andres skyld, eller i hvert fald på grund af andre (andet), at nogle ender med at få foretaget visse indgreb.
Og ydermere - kan man overhovedet stoppe igen, hvis man ikke få mærket efter, hvad der er vigtigst og hvorfor det og det indgreb er vigtigt? For jeg tror ikke, nogen nogensinde kan opnå det ideelle, dels fordi man aldrig bliver perfekt - og gudske lov for det og dels fordi jeg ikke tror på det ideelle findes. Det ideelle for mig er ikke det idelle for dig. Det kan godt være, der er nogle gængse begreber i forhold til en ideel krop som size 0, flad mave, et bestemt BMI osv. som gør, at vi tror, vi alle synes, det samme er det ideelle, men jeg tror ikke, det forholder sig sådan. Vi opfatter alle disse ting forskelligt og tillægger det forskellig betydning, alt afhængig af vores egen kontekst og derfor giver det ikke mening at stræbe efter npget ideelt, medmindre man er opmærksom på, at det er ens egen opfattelse af ideal man går efter og at det dermed er for ens egen skyld, man vælger at gøre det, man gør. En anden side af sagen for mig personligt, er at jeg ikke tror, jeg kommer til at opnå det ideal, jeg har i forhold til mig egen krop - men det har jeg accepteret og det er faktisk ok. Jeg kan godt drømme om fast lille numse, faste bryster, minus appelsinhud og en flad mave...men det er bare ikke realistisk og det er ok, jeg kan godt være tilfreds alligevel. ;Men min bumselignende gevækst var jeg sgu ikke tilfreds med og nu er den væk - skønt!

Puha....sikke en smøre...tankerne fik lige lov at myldre og der var flere end, jeg lige troede...håber det giver mening...

mandag den 8. april 2013

Blog anbefaling

Har netop opdaget en ny blog - den handler om skilsmisse og en masse andet - det er god, trist, sjov, ulykkelig, underholdende læsning - så tjek den ud. Jeg er i hvert fald både blevet underholdt og krydser samtidig fingre for jeg aldrig kommer i den situation, for det er samtidig uendeligt trist.